Ole ChristiansenRetssager

Straffesagerne ruller også i Roskilde

Ole Christiansen, bestyrelsesmedlem i Fair Spildevand, er blevet indkaldt til retsmøde i sagen om manglende spildevandsrensning på hans gård i Roskilde. Han ser frem til at få sin sag for retten, men mener ikke, at Roskilde Kommune tager sagen alvorligt, når de afsætter én time til retsmødet.

Straffesagerne begynder nu for alvor at tage fart rundt omkring i landet. Før sommerferien ramte sådan en nyhed også Ole Christiansen. Ole Christiansen, som er bestyrelsesmedlem i Fair Spildevand og ejer af en gård i Roskilde, modtog et påbud om spildevandsrensning tilbage i 2014. Kommunen har på intet tidspunkt givet sig tid til at undersøge de konkrete forhold hos Ole Christiansen, og derfor har han nægtet at rette sig efter kommunens påbud og den efterfølgende politianmeldelse. Han er nu blevet indkaldt til retsmøde den 21. august.

”Jeg er stadig forarget over, at Roskilde Kommune ikke vælger dialogens vej, og vi i stedet skal til at bøvle rundt i retssystemet”, siger Ole Christiansen med henvisning til indkaldelsen til retten, og fortsætter: ”Jeg er nået dertil, at det eneste sted, hvor jeg kan få en retfærdig behandling er ved domstolene, så jeg ser faktisk frem til at komme i retten”.

Kun én time afsat

I indkaldelsen er der afsat én time til hele sagens behandling, og det undrer Ole Christiansen:

”Anklagemyndigheden tror måske, at det er en overfladisk tilståelsessag, og kommunen har måske ikke oplyst Retten i Roskilde om sagens egentlige omfang”.

Ole Christiansen vil egentlig gerne have sagen for retten så hurtigt som muligt, men ifølge Ole Christiansen har kommunen slet ikke undersøgt sagen tilstrækkeligt, hverken afløbsforhold, den mulige konkrete forurening fra spildevandet eller de vandløb, der efter sigende skulle blive påvirket. Derfor må Ole Christiansen bruge ekstra tid på at gennemgå alle sagens detaljer.

”Det er slet ikke muligt at forklare sagens rette sammenhæng på én time, hvor man må formode, at anklagemyndigheden får det meste af taletiden”, siger Ole Christiansen, og fortsætter: ”så jeg håber på, at vi får et nyt retsmøde, hvor der afsættes mere tid”.

Opfordring til medlemmerne

I forhold til andre som står i samme situation, siger Ole Christiansen:

”Jeg kan kun opfordre vores medlemmer til at holde fast og få prøvet deres sag ved domstolene. I straffesager er det trods alt mig, der er uskyldig indtil det modsatte er bevist, og jeg mener, at jeg har rigeligt at skyde med, når vi ender i retten”.

Læs mere om foreningen i den officielle facebookgruppe Fair Spildevand.
Foreningen kan kontaktes på: kontakt@fairspildevand.dk